Solen skinner fra en skyfri himmel. Jeg mærker varmen prikke i kinderne, mens jeg tager små skridt i retning mod min yndlingscafé.

Jeg finder frem til mit velkendte hjørne, som ligger i skyggen, hvorfra jeg kan se op imod min lejlighedsrude. Her kommer jeg til den jordanske version af Blågårds Plads og drikker noget myntete, mens jeg betragter de forbipasserne og lytter til det internationale miljø.

Jeg snakkede den anden dag med en bekendt om, at Amman på mange måder har overtaget Damaskus’ rolle som en sproglig metropol, hvor vesterlændinge og arabisk-studerende kommer for at træne arabisk dialekt og grammatik, og hvor mange NGO’er har åbnet kontorer for at koordinere nødhjælp og drive programmer i Syrien.

På fortovet går folk forbi mig med ret blandet dresscode – ikke det man finder i den mere gamle del af downtown Amman. Det afspejler Weibdehs mangfoldighed og den internationale demografi: Nogen bærer lyse sommerkjoler og shorts, mens andre bærer hijab. Men alle sidder med en kop kaffe eller myntete og taler lystigt.

Jeg lytter til skridt på kryds og tværs af gaden og fremmedes stemmer, som taler på forskellige sprog: Engelsk, fransk, arabisk og italiensk. Kvarteret jeg befinder mig i, Weibde, betegnes som et af Ammans ældste, og som har oplevet stor tilvækst de seneste år.

Det er netop det, der kendetegner kvarteret: dens multikulturalitet. Især efter den syriske flygtninge-krise har flere mellemøstelskere, arkæologisk interesserede, vestlige turister og dedikerede arabiskstuderende fra hele verden strømmet hertil. De oplyste butiksfacader downtown, nye kulturoplevelser og smagsrige restaurant menu tiltrækker i dag mange vesterlændinge.

Selvom turistindustrien, ifølge mange lider, med krigshærgede nabolande og en intens flygtningekrise – opleves udviklingen overvældende indefra. Det er som om, der stadig kommer flere expats, hvis arbejdspladser har base i Amman, og som skubber gang i byens udvikling og kulturlivet. På trods af de svære odds og de naboliggende konflikter.

Jeg tænker smilende over, hvordan jeg er begyndt at passe ind i det multikulturelle smeltedigel af en bydel, hvor flygtninge (efterhånden fra flere nationaliteter), armenere, jordanere og europæere lever side om side. Hvordan mit syn på Amman er forandret, efter jeg har boet her for 12 måned i træk. Det jeg elsker over at få lov at bo her er, at det aldrig er for sent at gå ud, da bylivet kører på fuldt drøn, og her kan man møde næsten, hvem som helst!

I Amman finder du alt fra det nye til det gamle. Du finder de klassiske falafel-restaurant og Abu Mohammads ældgamle skomagerbutik fra 80’erne finder en turist-overbemandet shisha-bar, hvor lyshårede turister nyder en kop arabisk kaffe eller og argileh (vandpipe) på ægte arabisk manér. Et kendetegn jeg elsker ved Amman, da jeg elsker at møde nye mennesker og mærker min kærlighed for Mellemøsten vokse.

I gadebilledet finder man sudanesere, palæstinensere, armenere, irakere og andre flygtningegrupper, som alle befinder sig her på bestemt og ubestemt sted. Som en bekendt fra Jordan fortæller:

“Når jeg tager afsted på arbejde om morgenen, ser jeg de sudanesiske flygtninge på gaden på vej til deres arbejde. Når kommer ind på kontoret møder jeg min kollega, som er irakisk flygtning og min anden kollega, der er syrisk flygtning. Når jeg om aftenen tager ud i byen for at hænge ud, møder jeg de yemenitiske samt somaliske flygtninge og de filippinske gæstearbejdere ved Paris circle. Når jeg tager hjem om aftenen, drikker jeg te med min familie. De er palæstinensiske flygtninge. “

Det citat afspejler de mangefarvede flygtningegrupper, som er strømmet til Jordan gennem tiden, siden landets oprettelse i 1921.

Gæstfriheden her er en overvældende del af nationalkulturen og identiteten i den jordanske selvforståelse. Den ydmyghed, gæstefrihed og forrygende hjerterum, man møder får en til tabe underkæben. Især som en stærk kontrakt til den fremmedangst og berøringsangst, man har for at møde fremmede derhjemme.

Helt fremmede mennesker her med beskedne midler, kan byde dig ind på et overdådigt middag. Hvor ellers i verden finder man et land, som bærer på så meget generøsitet, selvom de huser over en million syriske flygtninge.

Jeg drikker den sidste tår af min myntete og mærker mine fødder bliver lette igen, og jeg får lyst til at gå videre lags vejen.

Måske stopper jeg ved den lokale bager og køber to af mine yndlings morgenmad, de ovnbagte ”mana’ish”, som er friskbagte fladbrød med timian og olivenolie.