I april 2015 satte jeg mig i et fly i retning mod Jordan med blandede følelser af at være heldig, glad og samtidig spændt og rædselsslagen.

Jeg var spændt over, at jeg havde fået mulighed for at arbejde på en humanitær kampagne i forbindelse med den syriske flygtningekrise i Syriens nabolande.

Jeg var samtidig nervøs og overvældet ved tanken om, at jeg skulle bo i Mellemøsten på egen hånd og rejse ud med en stor humanitær flygtningeorganisation i forskellige flygtningelejre for at formidle historier om disse triste sjæle.  Det var kun få måneder efter, at jeg var dimitteret fra Journalisthøjskolen og Aarhus Universitet, og jeg sad med følelserne helt udenpå tøjet.

I flyveren sad jeg med mit boardingpas i hånden og kunne mærke adrenalinen stige, da flyet lettede fra mit sidepladsvinduet på Kastrup lufthavn.

Jeg havde simpelthen sagt farvel til folk, jeg kendte med meldingen om, at jeg skulle opholde mig i Mellemøsten i “noget tid” – helt uvidende om at mit ophold ville trække ud flere måneder, tilsyneladende blive til tre år.Dette enkelte boardingpas kom til at betyde, at jeg siden som formidler med mit arbejde er kommet på adskillige reportageture og senere fik mulighed for at rejse på kryds og tværs i regionen.

På rejsen mødte jeg forskellige mennesker og banede vejen for et uforudset jobtilbud, som pludselig gjorde mig til expat med base i Amman og daglig arbejdstilknytning til en international NGO. På ubestemt tid ­– ikke blot på et par måneders ophold! Jeg har siden den dag rejst på kryds og tværs i regionen, begået mig i flere forskellige flygtningelejre i bl.a. i Nordirak, Libanon og Jordan og skrevet historier om alt fra flygtninges krigsoplevelser til historier om det arabiske forår og korruptionssager i Tunesien. Det gav mig et unikt indblik i regionens problematikker gennem mange interview med inspirerende sjæle og ufatteligt stærke flygtningebørn.

Da jeg ved min udstigning fra flyet den dag i april satte fødderne i Jordan og indåndede den lune luft i Queen Alia Airport, slog overvældelsen mig, og jeg fik en stor klump i halsen.

Jeg var lettet ved tanken om ’at jeg har gjort det’ og slæbt en stor kuffert med kameraudstyr og bærbar med mig. Min store drøm var gået i opfyldelse: At bo i Mellemøsten og arbejde med formidling. Jeg har siden min ankomst tilbragt utallige nætter i adskillige hotelværelser og flyttet rundt i mellem 5 lejligheder i Amman, inden jeg nu har slået mig mere permanent i Jabal Weibde som expat.

En af de første dage, hvor jeg to på en to ugers reportagetur i Mellemøsten for at dokumentere syriske flygtninges hverdag, blev jeg helt overvældet af det tørre og varme klima på vejene. Vi satte kursen mod en stor flygtningelejr i Nordirak for at samler materiale ind til kampagnen.

Efter flere timers køretur og alt for lidt søvn satte jeg fødderne på grustenene i den kæmpestore flygtningelejr i Nordirak. Jeg havde et år forinden besøgt Zaatari-lejren i Jordan, som er verdens andenstørste, men dette var en anderledes og mere udfordrende oplevelse. Jeg mærkede varmen i kinderne og sveddråberne trille ned fra panden, idet jeg slæbte en stor sort rygsæk med tungt udstyr. Omkring os stod telte stablet på rad og række og container-bygninger, som nødhjælpspersonalet og lejrkoordinaterne holdt til i.

Det var som at træde ind i en virkelig trist flygtningeby, hvor folk levede side om side i telte, omhegnet af pigtråd og store landsskaber udenom. Børn legene på vejene iklædt støvet tøj og stierede på os, mens vi kom gående med det store udstyr og hurtige skridt.

Jeg kunne ikke lade være med at føle en klump i halsen og en nervøsitet, dels for den triste virkelighed jeg begav mig ud og dels for det store ansvar, jeg følte for at skulle være en slags ”talerør” disse flygtninge.

Få måneder senere i Jordan og flere rejser i regionen, indså jeg pludseligt, at rejsen havde gjorde mig til expat, en kendsgerning der kom helt bag på mig. At jeg pludselig skulle bo og arbejde i Amman i en international NGO med en ny situation og identitet. Ikke alene skulle jeg indstille på de nye forandringer, men også på, at jeg ikke havde kontrol over hvor længe. Eller hvor min næste flybillet skulle føre mig hen.

Jeg fik indset en stor forskel fra de andre rejser, jeg har været på i mit liv. En ting er at man rejser et sted hen med en returbillet i ærmet, hvor man indstiller sig på at være der i en bestemt periode.

Jeg skulle lære, at det var en helt uimodståelig og ufattelig givende måde at rejse på, hvor ens bagage bliver fyldt med erfaringer, indsigt og spændende netværk.