I denne måned har en særlig begivenhed betaget mig: De jordanske pigers præstation i FIFA’s verdensmesterskab i fodbold for piger under 17 år, som afholdes i Jordan. Det er første gang, begivenheden afholdes i den arabiske verden.

For pigerne betød det, at de for første gang var en del af en så storslået sportsbegivenhed med mere presse og publikum, end de nogen sinde har oplevet før.

Det er på sin plads at sige, at det har været en frygtindgydende proces fyldt af stærke kontraster! På den ene side er der stemmerne i deres samfund, der højrøstet kritiserer kvindefodbold, og at pigerne løber rundt på en bane iklædt korte shorts. På den anden side hyldes pigerne i storslåede kampagner, som promoverer dem som champions, pionerer og ‘nahmiyat’ – Jordan’s ’tapre’ spillere.

Jeg har netop fået mulighed for at interviewe Rand, som er målmand for det jordanske pigelandshold for at blive klogere på, hvad der driver hende, og hvordan hun finder styrken til at gøre op med samfundsnormerne. Jeg er blevet budt indenfor i familiens hjem, der ligger i Øst-Amman, for at komme ind under huden på den unge fodboldspiller.

Ind under huden på Rand

Med rank ryg trådte Rana ud på fodboldbanen for øjnene af hundredvis af tilskuere og pressen. Hun mærkede presset og de store forventninger fra det fremmødte publikum og fra hendes far, som heppede på hende. I et kort sekund var hun ved at gå i panik, men hun tog straks styringen igen. 

“Jeg brugte min indre stemme til at finde min styrke. Jeg fortalte mig selv, at jeg godt kan, og hvis jeg klarer det her, klarer jeg alt i verden”

For den talentfulde målmand ønskede ikke at svigte sin far, træner og de små børn, hun mødte på vej ind på fodboldbanen. ”

Jeg ville ikke lade noget stjæle modet fra mig og svigte alle dem, der har støttet mig”, siger hun. Og Rand følte sig stolt og beæret over på den ene side at repræsentere Jordan i et mesterskab – og på den anden side at vise andre piger, at man sagtens kan spille fodbold og blive anerkendt for den, man er.

“Det var en ære at repræsentere Jordan og træde ud på banen med mit tørklæde. Jeg håber, at det vil få mange piger til at tro på, at de kan”, lyder det fra den karismatiske pige. Hendes far, Naser Bostanji, fulgte nøje med i alle kampe i mesterskabet, og han holder sig ikke tilbage med at rose Rands præstation og udholdenhed.

I alt holdt hun 24 bolde og forhindrede, at de gik i nettet, fortæller Rand, som pludseligt mærkede en stor styrke. Hun ville gøre indtryk og trodse alles forventninger: ”Jeg ved ikke, hvordan jeg fik modet til det, men pludselig lå jeg under benene af tre spillere. Det var et hårdt stød, og jeg fik blå mærker, men stoppede bolden”, fortæller Rand.

Negative kommentarer fra omgangskredsen

Siden hun begyndte at spille fodbold, er Rand hyppigt stødt på negative kommentarer og fordomme fra især mandlige bekendte. Men hendes far har altid støttet, opmuntret og fortalt hende, at hun sagtens kan. Han mener, at forældreopbakningen er enormt afgørende for, at pigerne kan bryde med samfundsnormerne. Chikane, tilråb og fordomme er nogle af de ulemper, der fulgte Rands hobby. Men hendes far har altid taget sig af den del. Han diskuterer ofte med andre forældre og prøver at overbevise dem om, at det ikke er forkert eller æreskrænkende, at piger spiller bold – tværtimod.

”Jeg diskuterer med de andre fædre i kvarteret og overtaler dem til at give deres piger lov til at spille og komme frem og tilbage til træning. Jeg prøver at forklare dem, at piger er nødt til at blive selvstændige til senere i livet, når de kommer på universitetet eller arbejdsmarkedet”, fortæller Rands far. Men han er bevidst om, at den modstand og chikane, som pigerne oplever til tider, er grunden til forældrenes holdning. For de prøver blot at beskytte deres døtre og tror i frustration, at der er en rigtig måde at være pige og kvinde på

”Mange af forældrene har ikke været eksponeret for andet end deres traditionelle miljø før. De vil ikke havde at deres piger spiller, rejser og omgås fremmede, fordi de vil beskytte dem”.

I Jordan dikterer samfundsnormerne, at en ’god pige’ skal holde sig i hjemmet, ikke dyrke sport og slet ikke iklæde sig i korte shorts. Men Rands mere moderate far har altid støttet hende i at gøre det modsatte.

Han har hele tiden gennem Rand forsøgt at skabe et moderne forbillede for andre jævnaldrende piger. Han håber, at andre piger efter FIFA’s verdensmesterskab vil begynde med at spille fodbold.

Kærlighed ved første spark

Rands kærlighed til fodbold begyndte for otte år siden, hvor hun sparkede til en bold for først gang. Mens de andre piger legede med Barbie-dukker, løb hun rundt på gaden med sine brødre og spillede. En adfærd, som tegnede et billede af hende som en rebelsk pige, der havde ’drenge-vaner’.

Hendes brødres reaktion var i starten negativ, da det gik op for dem at Rand gerne vil spille professionelt. De brokkede sig og sagde, at sporten ikke passer til en pige, og at andre drenge ville begynde at chikanere hende. Men Rand holdt stædigt fast i sin drøm og med tiden – og med sin fars samtykke – fik hun overtalt dem til at støtte, at hun fulgte sin passion.

”Mine brødre syntes i starten, at det var mærkværdigt. De prøvede at overtale mig til at droppe det, men de gav op efter noget tid. I dag er det helt anderledes”.

Hun er i dag ikke i tvivl om, at hendes fars støtte er hemmeligheden bag den store drivkraft, hun har – og jeg kan ikke undlade at bemærke: Den er en effekt af den store tillid, han viser hende.

Verdensmesterskabet har på mange måder været med til at rykke ved de stereotyper kvindebilleder i Jordan. Rands far mærker, at der sker en holdningsændring i det jordanske samfund. Mange forældre og piger har indset, at der ikke er noget galt i, at piger spiller, eftersom pigerne fra landsholdet har høstet stor national og international anderkendelse.

”Hele samfundet har indset, at der ikke er noget forkert i, at en pige spiller bold. Tværtimod, så kan hun realisere sig selv og sine drømme. Alle piger fra landsholdet bliver omtalt som helte, og folk er meget stolte af os”, lyder det fra en smilende Rand.

Mesterskabet har givet pigerne stor anerkendelse i det jordanske samfund, og stoltheden har Rand kunne mærke stærkt på hjemmefronten, hvor hendes brødre begyndte at følge kampene og bakke hende op med positive kommentarer. Hun føler, at hun bliver behandlet som en stjerne.

I den seneste tid er rosen og opbakningen dog ikke kun kommet fra hendes brødre og forældre, men også fra ældre familiemedlemmer, som var meget imod fodbolden tidligere.

”Min onkel sagde: ’Jeg så dig på tv i dag, du løb og greb bolden så modigt. Jeg troede ellers, du stadig var en lille møgunge, men du er blevet stor og talentfuld’”, siger Rand.

Kærligheden sat på stand-by

Efter gymnasiet drømmer Rand om at komme ud i verden ved hjælp af et scholarship, hvor hun kan spille sideløbende. Kærligheden må vente, siger Rand, som gerne vil forelske sig i en fyr, som respekterer hendes passion.

”Hvis en fyr ikke respekterer min passion, respekterer han ikke en stor del af mig, så det vil slet ikke komme på tale”, siger Rand.

Jeg bliver helt glad og håbefuld på de jordanske pigers vegne. Selv om der er mange forhindringer, gør de et flot stykke arbejde for at kæmpe for deres rettigheder og store drømme. I mine øjne besidder Rand en beundringsværdig fightermentalitet og hendes fremtoning skriger helt af selvsikkerhed!

Sport, uanset type, burde være for begge køn, så jeg er glad for at observere, hvordan de jordanske piger tager kampen mod normerne i egen hånd. De er med til at styrke hinanden, og sportspionererne fra det jordanske landshold har virkelig banet vejen for mange andre.

Men uanset hvad er det enormt vigtigt med forældreopbakning. Rands far fortæller, at han hver uge kører 30 km tre gange dagligt for at aflevere Rand til træning. For han er ikke i tvivl om, at Rand bliver en stor stjerne en dag og er overbevist om, at en pige kan udrette mere end drenge i kampsport og fodbold. ”Måske sætter hun kursen mod Dubai eller Asien i fremtiden”, overvejer faren.

”Ens succes afhænger af disciplin, hård træning og god indstilling – det er en simpel cocktail. Det kommer ikke an på køn”. Frygten kommer indefra. Hvis du bakker din datter op, støtter hende og giver hende din tillid, fjerner du frygten og skaber en stærk karakter. Men hvis du ikke gør vil frygten tage over, og hun vil ikke kunne udrette det”, understreger Rands far.