Det var normalt at gemme mine inderste skamfølelser væk i aflåste dagbøger. Udadtil fakede jeg mig ud af skammen med en “jeg har styr på mit shit”-maske. Indtil nu. Det er tid til at stå ved mig selv og kigge indad mod skammen. En skam, som ikke engang er min egen. Bare lånt make-up.
Jeg skriver. Sletter. Skriver..
Jeg giver mit indre jeg taletid og mærker den rungende skam indeni. Det er ikke til at bære synet af de rå, ærlige bogstaver på papiret. Sort på hvidt..
Det er hverken en nem eller smertefri manøvre. Men nødvendig.
Med hvert et ord, jeg skriver på papiret, skyller et smertefuldt ubehag ind over mine sanser. Jeg kan helt ind i rygmarven mærke effekten af den “konfrontationsbehandling”, jeg er ved at give min skamfølelse.
Comments are closed.