‘Bare den creepy virus ikke spreder sig til resten af verden!’ – tænkte jeg.

Mine øjne er helt klistret til tv-skærmen, da jeg hører om den besynderlige virus for første gang. ‘Corona’ bliver der sagt. En smitsom og farlig virus har spredt sig i Wuhan-provinsen, i Kina, og der bliver talt om, hvorvidt man kan standse virussen inden den spreder sig til vesten.

Det er en helt almindelig eftermiddag i 2020. Jeg er lige kommet hjem fra en nytårstur fra Berlin og sidder i min joggingsæt. Jeg gumler på nogle vingummier og tysk chokolade. Jeg kan mærke, at jeg for en kort stund bliver ramt af en ubehagelig frygt og vemodig fornemmelse ned i maven. ​Hvad er det for en virus? Kan den sprede sig hele vejen her til?

Jeg fejer hurtigt tankestrømmen væk og zapper videre. Jeg har nærmest forberedt mig på, at 2020 bliver et godt år. Hos min veninde i Berlin lagde vi lyse planer for 2020. Karrieremæssigt, personligt og familiemæssigt. Jeg forberedte mig på en længere rejse til Jordan og delte et ønske om at skrive igen.. Men turde jeg?

Allerede få måneder efter min nytårstur til Berlin skulle jeg blive meget klogere og få svar på mange spørgsmål.

3 måneder i det nye år blev verden lukket ned, og frihed og normalitet blev taget som gidsel.

12 måneder efter lå jeg oven i hatten selv syg med den virus, jeg følte var så langt væk. En virus som skabte en krisetilstand på kloden, lagde hospitalsafdelinger ned og havde sneget sig på tværs af landegrænser og ind i min krop. Men den selvsamme virus som kastede vores verden i en krisetilstand og satte kloden bag lås og slå, banede samtidigt vejen for, at min stemme sneg sig ud mod friheden.

Nogle gange higer stemmen efter en ærligt ransagningstid og vigtige erkendelser før den kan se dagens lys.

Only the sky is the limit.. Eller er det idag?

“Only the sky is the limit” udbryder min veninde i centret​. Det er januar 2020, og vi er traditionen tro i gang med at lufte vores nytårsforsætter til lyden af summende mennesker og nytårsmusik. Midt i Alexa-mall ved Alexanderplatz er bobler vores hjerter med ambitioner for det nye år.

Min veninde var blevet tilbudt at komme på skærmen, efter at have arbejdet mere ‘behind the scenes’ på sin redaktion. Men hun tøvede med at tage springet. For hvad ville folk tænke om hende? Var det et skridt hun turde tage?

Hvad er det overhovedet, der skal til for at besejre sin frygt? 

Jeg ville rejse til Jordan for at se familie og venner og ved siden af mit fuldtidsarbejde starte på at skrive indlæg. Men jeg følte hverken, jeg havde overskud eller mod til at tage fat om de mere private emner, jeg havde gået rundt og bokset med længe.

Min veninde gav mig en lang peptalk og opmuntrede mig med: “Du kan starte med at skrive det som indlæg til dig selv. I din dagbog. Bare start med at finde din stemme”. Jeg tænkte for en kort stund for mig selv: “Njaa.. En dag ville jeg måske finde tid til det” Tænkte jeg.

Det er det sidste jeg husker fra den tid INDEN corona blev til hverdagskost i vores liv.

I mit hjerte og sind var jeg fyldt med en ‘only the sky is the limit-goodfeeling’. Men den forduftede og blev erstattet af en vemodighed, efterhånden som Berlin-chokoladen slap op og alle nyheder handlede om corona.

Corona-fanget og nye bevægelser

På trods af en del smerte, død, uvished og frustrerede stunder langt væk fra dem man elsker – og flere aftener, hvor min eneste reaktion var: “Fuck, fuck, fuck.. ” har corona givet mig en åbenbaring.

En mulighed for at bruge tid på de ting, der betyder allermest. På at skrive igen, gen-lancere min blog og stole på min stemme. Bruge den. Sige det vigtigste højt og tage fat på ting, jeg ikke har kunne mærke i lang tid.

Før corona levede jeg i en travlheds-bobbel og havde både personlige og karrieremæssige planer for 2020, som blev fejet af vejen. På ubestemt tid.

Pludseligt havde jeg meget tid alene. Som i MEGET TID. Mere tid end jeg lige kunne håndtere til at starte med. Tid som gav mig mulighed for at panikke og føle et stor savn til mit andet hjem i Jordan og min store vennekreds og familie der og her.

Det er nok isolationen i denne tid og den nye langsommelige tilstand i tilværelsen, som har givet mig mod på at starte på at skrive igen og starte mit vigtigste podcast-projekt. Tiden blev brugt til at reflektere over vigtige oplevelser i mit liv.

Den følelse af “hjemve” rettet mod Jordan og mennesker, jeg kender der, har jeg opdaget også hænger sammen med en følelse af savn rettet imod mig selv. Til at jeg kan være mere tro mod mig selv og turde bruge min personlige stemme.

Travlhed er normalt godt for mig. Især, hvis jeg føler, at jeg er produktiv og bruger tiden til at sætte nogle ting i verden. Men travlhed kan også være en sovepude. En tilstand hvor jeg – og andre – overdøver vores indre frygt, følelser og alt det, der er vigtigt for os – ind i det som virker velkendt og trygt.

Corona har på mange måder vist mig en anden måde, at leve på, hvor jeg har lært at spotte glæden og nærværet, der hvor den betyder allermest. Og ikke kun sigte imod det nye. Nogen gange er vi bare nødt til at feje noget gammelt af vejen for at gøre plads til at noget nyt kan spirer.

Corona sparkede min røv ud af comfortzonen

Corona-året 2020 har skubbet mig ud af min comfort zone og ind i ny æra, hvor det ikke længere virker skræmmende at have ‘ro på’, ikke at have 100 aftaler i løbet af en uge.

I denne proces, hvor jeg har måtte slippe den gamle dynamik og mindset, er noget nyt begyndt at spire. En indre stemme, som hungrer efter at blive hørt og udtrykke en sårbarhed.

Jeg er en meget stolt kvinde. Jeg er ikke glad for at ‘blive sat i bås’, fremstå svag eller uden et klart formål. Så 2020 har fungeret som min læremester i at bokse med min egen frygt og tilbageholdenhed. Hvor jeg øver mig på, at det er helt ok, at vise sårbarhed og udtrykke, det der ikke er perfekt. At den sårbarhed netop gør mig til den stærke kvinde, jeg er med bagagen fyldt med opgør og personlig udvikling.

Min rejse til Jordan er stadig udskudt på ubestemt tid, men min rejsekuffert har allerede fået en ny funktion, som mobilt studie-kuffert, som jeg bruger til at transportere mit tekniske podcast-udstyr, så jeg kan mødes med nye gæster til endnu en Skamløs podcast.

Min stue er blevet en anelse mindre med et indbygget hjemmekontor. Generelt er der mange ting, der er blevet omrokeret i mit liv. I min optik, er der ikke længere noget, der hedder “jeg vil rejse til xx-destination for at finde ro til”.. Men der er noget der hedder “jeg vil finde ro til, at min stemme kan komme ud til verden.. Uanset hvor jeg er”.

Her ved udgangen af året ved jeg ikke om vi i 2021 – med corona-vaccinen færdigudviklet – vil kunne slippe ud corona-fangenskab. Men jeg føler mig bedre rustet til at klare den omskiftelige fremtid. Klar til at bruge min stemme og til at være produktiv i en langsommeligt og omskifteligt tempo.

Mit hjerte er fyldt med en ny slags fred og taknemmelighed på trods – og måske på grund af – af den rungende uvished.

I 2021 drømmer jeg om at tilbringe tid med dem, jeg holder allermest af. At jeg kan bruge min platform og stemme til at hjælpe andre med bryde isolationen, og til at de kan opdage, at de ikke står ensomme i deres kamp.

For det kan være, at corona har taget fusen på os i 2020, men på trods af alle restriktioner og nedlukninger vil 2021 være et år, hvor stemmerne slippes fri.