Viseren slår tolv på uret og indleder det nye år.. 2022. En ny 365-dage lang kærlighedsaffære, som byder på glæde, lykkebringende stunder og succes, indledes.. Men tør vi  eller tør vi ikke helt give os hen? 

Ved det sidste minut ved 23:59 rammes jeg af en ubehagelig fornemmelse af deja vu! 

En æra afsluttes og en ny indledes med en nagende “been-there-done-that-fornemmelse” og en indre modstand.

Ikke fordi jeg ikke hælder til at tro på eventyrlige forelskelser og rosenrøde relationer… Jeg er vokset op med den ene frembrusende sæbe-opera efter den anden i min ungdom. Så romance-paratheden besidder jeg! Men det forliste 2021-relation bød på så stor portion vemodighed og kollektiv isolation, at jeg endnu ikke har bearbejdet skuffelserne, mentalt og følelsesmæssigt. 

Vores evne til at begive is ud i en ny virkelighed forudsætter delt, at vi tør tro på det nye uvisse og satse.. Og dels at modparten – den mystiske 2022 –  gengælder med tillid og indfrier vores drømme.

Mit hjerte og hjerne løber om kamp – om at overvinde mig om at tro på og vide, hvad mulighederne er.. Men ingen af os har en glaskugle vi kan se ind i og spå om fremtiden.

Corona-spøgelset hærger stadig på kloden og i vores liv, hver især – og vi er måske mange i år, som går og føler. Igen, igen…

På den anden side banker mit hjerte stadig for at gen-indfri de forliste drømme og troen på at lattereren på stand by gør et come back. Snart! Inshallah!

Tomme champagne-glas og dårlig smag i munden

Jeg ligger halvsøvnig på min sofa i pyjamas og lytter til de høje brag fra nytårshimlen, i min selvvalgte selv-isolation og solo nytårsfejring. Egentlig nyder jeg stilheden og at jeg kan tillade mig at tilbringe aftenen i mit eget selskab. Men de tomme champagne-glas og rungende stilhed i lejligheden giver mig en dårlig smag i munden. 

For bare to år siden ville det her scenarie: Med jeg fejrer nytår solo.. Eller mindre romantisk i selv-isolation være den største falliterklæring. Et bevis på min manglende sociale kapital og taberagtige tilbøjeligheder. 

Men idag nyder jeg at jeg kan ligge her uden at føle, at jeg er socialt forpligtet til at være et andet sted (når jeg i virkeligheden ikke har lyst), går glip af noget eller dårlig samvittighed, hvis jeg ikke kan være all over the place.. Og få en smagsprøve af alt!

Jeg dog ikke helt sikker på, hvordan jeg skal forholde mig til de kommende vintermåneder med corona spøgende i vores liv?

Jeg føler på en måde som om jeg er blevet efterladt på sengen i min bryllupssuite uden forklaringer, uden afklaring – uden klar besked om, hvornår følelserne indfries. 

I rummet og i mit hjerte hærger følelser af forhåbning og glæde.. Men også en underliggende nedtrykthed med et twist af melankoli. 

Grundet en spill-over effekt fra forgængeren – den mystiske og kyniske 2021 – sidder jeg med ophobede drømme og en mystificeret og melankolsk fornemmelse i maven..

Kun tiden vil vise om vi vil kunne lære at danse med vores nye udkårne eller ej. 

[Fortsættes…]