Håb er ikke en luksuriøs accessory, som vi pynter vores liv med. Men snarere en livsnødvendig drivkraft – og en hemmelig kilde til vores karismatiske shine i livet,  som mennesker.. Der som de eneste væsner på kloden besidder evnen til at visualisere, drømme og håbe på trods af grå røgskyer og alt for meget kaos – inde i os – og ude omkring os.

[Læs del 1. her] Tilbage står ét enkelt spørgsmål: Er håb en eksistentiel gave eller en forbandelse?

Jeg ligger i sengen og kan nærmest høre mit eget hjertes banken og mine tankers tandhjul dreje rundt.. og rundt.

Jeg hører bragene fra nytårsfejringen i himmelen og tænker: Var dét bare det?

Hvorfor kan jeg ikke helt fornemme det håb og glæden, som før i tiden ved nytårs-klokkeslættet fik hjertet til at vibrere?Den svindende håb, som har forladt mit hjerte og taget i eksil.. På ubestemt tid. 

Er det bare frygten for, at jeg ikke kan manifestere mine drømme for 2022 i en gruopvækkende og uforudsigelig post-corona virkelighed, hvor en “alt-ondt-kan-ske-i-verden-æra” er skudt igang.. Eller er det blot min angst for utilstrækkelighed? 

Særligt med nyheden om Afghanistans fald i Talibans hænder og andre foruroligende nyheder om de forværrede kvinderettigheder i landet.. De eskalerende humanitære kriser i verden. Bl.a. den økonomiske nedsmeltning i Libanon.. Som jeg har rødder fra og familie og bekendte bosiddende.. Presset hospitaler i verdens udsatte lande og ulige adgang til corona-vacciner er tendenser, som vækker en indre uro og vemodighed, som rumsterer i mit sind..

Nedslående nedslående nyheder som har sat sig som en tung byrde på mit bryst. Et organ som i mange år har båret på et kolossalt byrde om at række en hånd ud til andre.. For uanset hvor kliche-agtigt og idealistisk det måtte lyde, så kan jeg ikke være ligeglad med verden uden for min egen bobbel.. Selvom der sker meget omkring mig.

Og her på det seneste har jeg også kunne mærke det indtræffe.. Den store rokade i hjertet!

Når håbet og modløsheden strides

Håbet er på mange måder blevet skubbet mere og mere ud fra mit hjerte.. I dens plads er modløsheden i stedet sneget sig ind.. Ikke permanent. Men den tager over i tider.. Vælter HÅBET om kuld og mine drømme, som knuses som små glasskår fra et knust spejl. Et spejl som viser en forandret verden. 

Særligt i det seneste år. Særligt de uslettelige billeder på nethinden af mennesker, som falder ned fra fly over Kabuls lufthavn, mens verden ser på. Børn der ryster af kulde i flygtningelejre.. Og mennesker som drukner i Middelhavet. 

Med det sagt har jeg ikke givet op.. Men jeg har særligt op til sådan en mærkedag haft tilbøjelighed til at tvivle.. Stille spørgsmålstegn.

Igen og igen..

Mens jeg spekulerer over, hvordan jeg mest effektivt giver håbet CPR.. Mund til mund.!?

For verden har brug for den mere end nogensinde før.

“Håb er den ting med fjer, der sidder i sjælen og synger melodien uden ordene og aldrig stopper overhovedet.” (E. Dickinson).

Håb som en gave eller en forbandelse.. Det første ikke..?

Jeg tror at HÅB – er en gave..

Et ord af tre bogstaver, H-Å-B, som betyder at tro på at noget bedre er på vej, en overbevisning om forløsning om, at noget godt vil gå i opfyldelse. En uundværlig drivkraft i vores liv.. Som adskiller os fra andre levende væsner på jorden..

Fordi vi som mennesker med vores hjerners kognitive evner og sanser KAN visualisere, tænke og drømme os frem til en bedre fremtid.. En mere human fremtid?. 

Håbet som drivkraft kan gøre os uovervindelige..  Når vi trodser mørke nyheder, geopolitiske kriser og corona-pandemiens røde lamper som blinker i det globale luftrum rækker hånden ud.

Så meget vi nu kan.. Hver især og sammen. 

Måske er det ikke meningen at vi som mennesker har en betydelig magt i krisernes verden.. Verden er måske designet til at være ulige og pisse uretfærdig.Og vi er mange, som oplever det tæt på og langt væk omkring os, og bliver modløse, frustrerede, melankolske..  

Et liv uden drømme er som en å uden vand..

Lad os lukke øjnene ét øjeblik.. Og spørge os selv:

Hvad er et liv uden drømmene? Uden visionerne og evnen til at leve os ind i en potentiel bedre og mere human fremtid, som kan blive vores.. Hvis vi fastholder HÅBET og evnen til at drømme og TRO. 

Jeg er personligt ikke i tvivl..

Et liv uden drømme er som en å uden vand.. Et hjerte uden mod og evnen til at HÅBE som en udtørret brønd, som får marker liv til at tørre ud.. Og suger alt glød fra optimistiske tiltag og ideer. 

I 2022 er der ingen lange lister af nytårsfortsæt for mig. Jeg vil blot  øve mig på at manifestere mine drømme i verden for den nye udkårne – 2022..

Resten må jeg overlade til GUD! Ammen..

Eller inshallah! 

Jeg rejser mig op fra sengen og beslutter, at de brag og fejring-raketter, jeg hører ude fra himlen i det fjerne er gode signaler.. At der rent faktisk i år bliver udsigter til en geopolitisk og sundhedsmæssig vejrskifte.. Et håbe-indgydende solskin! 

For I os alle sammen, under alle lag af betænksomheder og bekymringer, lurer drømmene – som vi har sat på hold – men ikke helt skrottet..

Lad os holde fast i disse flyvske men livsbekræftende impulser, som er det rene næring til sjælen og som forbinder os sammen som mennesker.